Glæd dig til en stor julekoncert for hele familien, når Åååh aber i sneen laver juleshow til årets julekoncert for børn og barnlige sjæle…det bliver hylende skægt og mega julehyggeligt i Vejle Musikteater!
Ja, du skal holde julefest med selveste Mek Pek (Åh abe), Anna Spejlæg (HipSomHap) og Kalle Mathiesen (Kalles Danmarkstur, Ramasjang)!
Kalle Mathiesen spiller og slår på alt. Han fortæller banke banke på jokes og spiller sange fra Ramasjang udsendelserne, prøver at få alle julesangene med i et jule potpouri og digter også julesange på stedet. Det bliver crazy!
Anna Spejlæg har en sangkuffert der bestemmer hvilke jule- og børnesange hun skal synge, og publikum er med til at trække en ting op ad kufferten. Anna Spejlæg er sød, synger lækkert og rapper sejt.
Mek Pek har sit store Åh Abe og Habbasut-repertoire, så hits fra de mange børneplader kommer der ikke til at mangle. Heller ikke sjove løgnhistorier fra barndommens jul. Han har selvfølgelig sin trompet og gulvbas med, så måske blæser han julen ind mens han står på bassen.
Med sig har de også 2 fantastiske guitarister m.v., Anton Falk og Mads Fogt.
Åh Abe 30 år
Det er 30 år siden Mek Pek indspillede Åh abe, der hurtigt solgte over 500.000 CD’er. Mek’s børnesange er, siden 2015, blevet streamet over 15 millioner gange på Spotify og Apple music.