• Bohr
  • Dato 7.
    Marts
    2022
  • Tid 19.30
  • Sted Vejle Musikteater - Store Sal
  • Priser 85 - 385 kr.
  • Genre Andet, TeaterVejle (forening)
  • Arrangør TeaterVejle
  • Varighed Ca. 1 time - ingen pause

Bohr

GLiMT er specialiserede i at fortælle og formidle historier ved hjælp af utraditionelle fortælleteknikker. Denne genreoverskridende forestilling behandler et aktuelt og nationalt ikon – Niels Bohr.

Verden rummer mere, end vi kan se og mærke. Niels Bohr revolutionerede den moderne videnskab, da han fremsatte sin teori om, at fysikken beskriver verden i vendinger, vi ikke umiddelbart kan visualisere eller forestille os. Sandheden kan virke selvmodsigende, og paradokset bliver kun et startpunkt for nye opdagelser. I 2022 er det 100 år siden, Niels Bohr modtog sin nobelpris i fysik, og i den anledning vil GLiMT hylde og portrættere denne ikoniske person og videnskabsmand. Det bliver med en storslået multidisciplinær forestilling, der udfordrer fysikkens love og – ligesom Bohr – bringer undren tilbage i måden, vi ser verden på. Med GLiMTs karakteristiske sceniske sprog, der eksperimenterer med relationen mellem performere og scenografi, bliver historien fortalt med bl.a. et Cyr wheel i rasende fart, der illustrerer Bohrs forskning om atomets hemmeligheder, og kropslige udfoldelser og illusioner, der forvrænger tid og rum og udfordrer tyngdekraften. Gennem en stærk visuel og sanselig forestilling vil vi komme Bohrs tanker nærmere – og forstå, at vores daglige opfattelser af vores verden gemmer på så mange utrolige hemmeligheder.

Følgende personer har været konsulenter på forestillingen: Christian Joas, leder Niels Bohr Arkivet, Rob Sunderland, arkivar Niels Bohr Arkivet, Nils Overgaard Andersen, fysiker og professor emeritus i Kvanteoptik ved Niels Bohr Instituttet, Prof. Anja C. Andersen ved Niels Bohr Instituttet.

I samarbejde med Bohr instituttet udarbejdes et formidlingsmateriale som er særlig henvendt til gymnasieklasser.

Aldersgruppe fra 14 år.

Medvirkende
Kajsa Bohlin og to flere
Iscenesættelse Lars Lindegaard Gregersen
Lysdesign Sonja Lea
Videodesign Søren Knud
Koreografi konsulent og kostumedesign Camila Sarrazin
Grafik Lars Lindegaard Gregersen

  • Del siden: