Damen med de blå tænder - Vejle Musikteater

Damen med de blå tænder

  • Damen med de blå tænder
  • Dato 28.
    September
    2023
  • Tid 19.30
  • Sted Vejle Musikteater - Store Sal
  • Priser 85 - 415 kr.
  • Genre Teater
  • Arrangør Teater Vejle

Kultfiguren damen med de blå tænder genopstår i Folketeatrets musikalske forestilling. Figuren blev skabt af Mette Horn og Lotte Svendsen til TV-satiren Emmas Dilemma. Danmarkspremiere i Vejle.

DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER fylder rundt, og det skal selvfølgelig fejres med en udsøgt vinmenu i den gamle herskabslejlighed i Kongens København. På gæstelisten står rækken af venner og bekendte; livsvidner til damen med de blå tænders intense og kompromisløse færd som frontkæmper og sandhedssigerske i årtier. Men intet forløber som planlagt under den stort anlagte middag, hvor afbuddene tikker ind, og kun selvransagelsen banker på døren.

Ved sin side har damen sin tjenende åndsfælle, der – ud over at agere mundskænk og middagspianist – netop har oprettet en profil på Elitedaters. Sammen kæmper de sig gennem middagen i forsøget på at forstå, hvad der gik galt, og hvorfor det, vi plejer (the same procedure), ikke længere virker. For kan man genopstå i en sen alder, og hvem vil egentlig se én uden tøj på?

Aftenen bliver, til stor irritation for ejendommens lydfølsomme persongalleri, højlydt, humørfyldt og våd. I en tsunami af rødvin reflekterer damen og hendes prygelknabe over livets store spørgsmål; blandt andet hvorfor det skal være så svært af få presset en brugt kartonvin ind i en flaskecontainer. Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden, og intet er for stort eller for småt til at komme på bordet, når DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER inviterer til rund fødselsdag.

Mette Horn har tidligere medvirket i Folketeatrets “De lystige koner”, “Den politiske kandestøber” og “Drengen, der ville være vægtløs”. Mange forældre vil også kunne genkende hende som den pinlige mor i “Max Pinlig”. Torben Steno kender de fleste nok som journalist og politisk kommentator (Cordua & Steno), eller som musiker i Mik Schacks “Hjemmeservice”. Dramatiker Lotte Svendsen er blandt meget andet forfatter og instruktør bag “Bornholms stemme” og “Max Pinlig”.

Medvirkende
Mette Horn, Torben Steno, Christiane Bjørg Nielsen og Sophie Marie Jeppesen Manley 
Manuskript Lotte Svendsen 
Iscenesættelse Christoffer Berdal 
Scenografi Marianne Nilsson 
Dramaturgi Ninette Mulvad 
Foto Gudmund Thai

Varighed: Se hjemmeside

  • Del siden: