• Dicte
  • Dato 4.
    Februar
    2021
  • Tid 20.00
  • Sted Vejle Musikteater - Jacob Gade Salen
  • Pris 250 kr.
  • Genre Koncert
  • Arrangør Vejle Musikteater
  • Pladstyper Unummererede pladserSiddepladser

Dicte

Dicte kommer til Vejle Musikteater med en håndfuld nye sange

I snart tre årtier har komponisten, musikeren, produceren og sangerinden Dicte været synonym med integritet og kvalitet. Hun er blevet kaldt ”The Queen of Cool”, og siden sin debut med bandet “Her Personal Pain” i de allertidligste 90’ere har hun sendt hele ti plader på gaden. Desuden har hun leveret musik til et utal af film, tv-serier og teaterstykker.

Den alsidige kunstner har også ved flere lejligheder indtaget de skrå brædder. Senest har Dicte fortryllet publikum med sine roller i teaterkoncerterne Imagine og American Spirit, ligesom hun de senere år har trukket fulde huse til koncerterne med Claus Hempler.

Men det er ikke kun publikum og radiostationer, der tager godt imod Dicte. Spørger man nogle af landets musikanmeldere, så er en koncert med Dicte veloplagt og stålsat, der er magi og inderlighed og øjeblikke af skønhed mixet med rå attitude. Hendes sange kryber ind under huden på lytterne, de er rene, stærke, sfærisk og forfinede og altid med den stærke vokal i centrum. En anmelder har udtrykt det som ”en sanselig rejse man ikke har lyst til at vende hjem fra”.

I januar 2021 kommer der en ny udgivelse fra sangerinden. De lyder legende og lette som sommerfugle, de melodiske sange på “All Good As it Is”, det nye album med Dicte. Men under den lækre overflade åbenbarer alvoren sig hurtigt. For det handler om livet, det her. Livet med alle sine tilfældigheder. Livet, der leves for fuld fart, men ind i mellem bremses af stopklodser. Livet, med alle de meninger, der præges af alle ens erfaringer og åbenbaringer. Livet, man prøver at finde en mening med, men ofte bare må tage som det er. Og nyde det.

Til koncerterne vil der, ud over de nye sange, også være muligheden for at høre sange fra Dictes seneste udgivelse “PERFUME”; bl.a. “All I Want Is You” og “Stronger” der til dato er én af Dictes mest afspillede radiohit, kun overgået af ny klassikeren “If This Is Cool” og julesangen “Drømte mig en lille drøm”. Desuden spiller Dicte sange hun elsker, fra andres sangskatte.

  • Del siden: