Fællessang med Sangskatten
Kom til fællessang med Sangskatten i Vejle Musikteater
Vi inviterer til en aften med fællessang og sangskat med de to musikalske gæster Sys Bjerre og Soleima.
Væbnet med en bunke sanghæfter byder Sangskatten med Sys Bjerre og Soleima op til fællessang med sange fra den store danske sangskat. De to musikalske gæster vil hjælpe med at synge, fortolke og udforske fællessangen og sangskatten. Sangene er nøje udvalgt af både Sangskatten og de musikalske gæster.
Sangskattens toptunede husorkester med Nikolaj Busk, Søren Koch og kapelmester Nikolaj Muldkjær guider os igennem en fællessangsaften med sange fra den danske sangskat. Der er både de gamle, de nye og dem, du måske ikke kender endnu.
Om Sangskatten
Sangskatten er det københavnske spillested VEGAs fællessangsprojekt. Med projektet vil VEGA udforske, opdatere og lege med, hvad der sker, når vi synger sammen. Med en ambition om at udvide og opdatere det danske fællessangsrepertoire og styrke det fællesskab, der opstår når man synger sammen. Her bliver både spillesteder, arbejdspladser, skoler og helt særlige natursmukke beliggenheder inddraget, når Sangskatten inviterer til fællessang fra sund til klit.