Nikolaj Hübbes Ballet de Luxe

  • Nikolaj Hübbes Ballet de Luxe
  • Dato 13.
    Februar
    2025
  • Tid 19.30
  • Sted Vejle Musikteater
  • Priser 190 - 550 kr.
  • Genre Dans og klassisk musik
  • Arrangør Vejle Musikteater & Teater Vejle
  • Varighed Ca. 2 timer inkl. pause
  • Pladstype Siddepladser

Der er lagt op til ballettens greatest hits, når Den Kongelige Ballet og Aalborg Symfoniorkester kommer til Vejle Musikteater med Nikolaj Hübbe som konferencier

August Bournonville, Marius Pepita, Harald Lander og showdans til musik af Gershwin og Berlin. NIKOLAJ HÜBBES BALLET DE LUXE spænder fra de største klassikere til det moderne og præsenterer et vue over både ballethistorien og de forskellige stilarter inden for dans.

Forestillingen er inddelt i tre akter: Divertissementer af Bournonville og Petipa, showdans på højeste niveau og som afslutning Etudes, et af dansk ballets mest ikoniske værker.

Første akt præsenterer uddrag af tre værker skabt af to af 1800-tallets allerstørste koreografer, nemlig dansk ballets grundlægger August Bournonville og den klassiske ballets fader Marius Petipa. Først Bournonvilles pas de trois fra vaudeville-balletten Livjægerne på Amager og det berømte divertissement fra Blomsterfesten i Genzano og dernæst Venetiansk karneval fra Marius Petipas ballet Satanella, et virtuost glansnummer (danset til Min hat den har tre buler!).

Anden akt består af et uddrag på ca. 20 min med otte numre fra Gregory Deans ballet Gotta Dance! Det er en hyldest til livet, til glæden og til dansen. Balletten tager os med tilbage til swing-tiden og byder på forrygende dans til nogle af evergreenmusikkens mest populære og udødelige toner (danses til indspillet musik).

Som grand finale danses Etudes, Harald Landers mesterværk, der er en kærlighedserklæring til dansen i dens reneste form. Den er bygget op over den klassiske ballets træningstime og begynder med de fem positioner for at ende i en flyvende finale. Etudes er en tidløs opvisning i den skønhed, som er ballettens inderste væsen. 

Medvirkende
Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe, Aalborg Symfoniorkester 
Dirigent Damian Iorio 
Koreografier August Bournonville, Marius Pepita, Gregory Dean, Harald Lander 
Musik Vilhelm C. Holm, Holger Simon Paulli, Césare Pugni, George Gershwin, Irwing Berlin mfl., Knudåge Riisager 
Kostumedesign (Etudes) Lise Lander og Rikke Korfix 
Foto Henrik Stenberg 

  • Del siden: