• O Happy Day
  • Dato 13.
    Januar
    2022
  • Tid 19.30
  • Sted Vejle Musikteater - Store Sal
  • Priser 85 - 385 kr.
  • Genre Teater, TeaterVejle (forening)
  • Arrangør TeaterVejle

O Happy Day

Kærlighed, komedie og sang væves sammen i Folketeatrets teaterversion af filmen Oh Happy Day fra 2004 med et stort velsyngende hold – og et lokalt gospelkor. Danmarkspremiere i Vejle.

OH HAPPY DAY er en varm og humoristisk fortælling om sang, som forløser og om en grå hverdag, der får kulør, da gospelsangen holder sit indtog i den stillestående landsby. Især ruskes der godt og grundigt op i Hannah, som står midt i livet og længes efter noget mere end samværet med revisormanden Carsten. Hun og veninden Grethe synger i det lille, lokale kirkekor sammen med præstekonen Kirsten, søde Lasse, kiksede Krüger og Preben, der ledsager på orglet, når han da ikke fortæller om sine børnebørn. Samværet og sandkagen er vigtigere end sangen. Men da Hannah og Grethe oplever en koncert med et stort, berømt gospelkor, vækkes kvindernes lyst til selv at synge gospel. Ved skæbnens tilsnigelse er Hannah skyld i en trafikulykke, der sender gospelkorets karismatiske leder, Jackson, på hospitalet. Her opsøges han af den brødebetyngede Hannah og den foretagsomme Grethe, der beder ham hjælpe med at sætte fut i deres lille kirkekor. Det er dog ikke kun korets lyst til sang, der sættes i gang ved Jacksons hjælp.

Glæd jer til at opleve Marie Mondrup og Ulla Vejby som veninderne Hannah og Grethe samt Christopher Læssø som Jackson, der – selvom han i denne teaterudgave ikke er fra USA, men fra Nørrebro – er så friskt et pust i landsbyens andedam, at han vækker både gejst og gnidninger blandt den lille korgruppe og deres familier.

I Folketeatrets teaterversion af OH HAPPY DAY medvirker et stort hold af både velsyngende og morsomme skuespillere, som til slut flankeres af et vaskeægte, lokalt gospelkor.

Oh Happy Day – det bliver en god dag, når vi ses til fælles glæde og sang, der løfter sig mod himlen.

Medvirkende
Marie Mondrup, Ulla Vejby, Christopher Læssø, Troels Malling, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Jakob Højlev Jørgensen, Kristian Boland, Kristine Yde, Signe Kærup Dahl, Jacob Moth-Poulsen, lokalt kor m.fl.
Bearbejdelse Rolf Heim og Ninette Mulvad
Instruktion Rolf Heim
Foto Gudmund Thai

  • Del siden: