Vejle Musikteater præsenterer: PLATT-FORM
Publikum og anmeldere var flade af grin, da PLATT-FORM i 2022 havde premiere på deres seneste show Er vi gået for langt? i Glassalen i Tivoli. Nu er Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby klar til at få endnu flere danskere til at skrige af grin, når de tager på turné med deres prisbelønnede satireshow, der blev kaldt ”genialt” og ”nyskabende og banebrydende”.
– Vi glæder os helt vildt til at komme rundt i landet og forhåbentligt få folk til at tisse lidt i bukserne – af grin, selvfølgelig, lyder det fra Jakob Fauerby. Sammen med Mille og Laus var han værter ved TV2 Charlies Året der gak, og publikum i hele landet kan i 2024 glæde sig til endnu et show med sang, sjove tekster og kærlige satiriske spark til både dem selv og folk i salen.