Robin Hood

Tag med Robin Hood på eventyr i Sherwood

Christopher Læssø og Marie Bach Hansen er Robin Hood og Lady Marian i Folketeatrets helt nye bearbejdning med masser af velkendt pop- og rockmusik – turnépremiere i Vejle.

Årets familieforestilling fra Folketeatret er en livlig og humoristisk version af den kendte fortælling om Robin Hood og hans bande, som huserer i Sherwoodskoven, hvor de stjæler fra de rige og giver til de fattige.

Foruden eventyr, romantik og slåskampe, er der en ærlig harme over social ulighed på spil i Robin Hood, og mange af de elskede figurer og scener, som vi husker, er også med: Den ikke helt fromme Broder Tuck, den stærke lille John, som er mester i stokkekamp, Sheriffen af Nottingham, som aldrig har held med at fange Robin, den grådige Prins John, som misbruger sit job som vikar for sin bror, Kong Richard og ikke mindst Lady Marian, hvis hjerte Robin Hood vinder i en bueskydningskonkurrence.

Anbefalet fra 6 år.

Men ikke alt er ved det gamle, for kvinderne omkring denne kække bande af mænd slår fra sig mindst lige så godt som mændene, som de er overlegne i både kløgt, mod og bueskydning. Det er også kvinderne, der spiller en afgørende rolle, da Robin Hoods sans for livets uretfærdighed vækkes. Vi oplever Robins udvikling fra ubekymret drengerøv til bevidst, ung mand, der tager ansvar for at ændre samfundets uretfærdigheder. Hvis vi ikke hjælper hinanden, er vi ilde stedt.

Medvirkende
Christopher Læssø, Marie Bach Hansen, Jesper Riefensthal, Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes og Mathias Sprogøe Fletting
Dramatiker Ken Ludwig
Oversættelse Henrik Lykkegaard
Instruktion Frede Gulbrandsen
Scenografi Julie Forchhammer
Kapelmester Jullie Hjetland
Foto Gudmund Thai

  • Del siden: