Nyt successhow med Pelle i Vejle Musikteater. Pelle på “fem og et halvt år” (aka Trine Gadeberg), er klar til tur ud på landevejen.
Ja, mor og far har givet lov...
Velkommen ombord med Pelle i et helt nyt og sjovt univers
Det nye one-woman-show har fået den maritime titel Skibet er ladet med Pelle.
Oplev de voksnes verden igennem det uskyldige barnesind, som er Pelles unikke og sjove univers. For ingen er nemlig fredet, når Pelle i dette show har fået hyre, som en del af underholdningen, ombord på et cruiseskib i middelhavet. Her vægter man non-stop-buffet og ekstra klor i den til-pissede pool, højere end selve sikkerheden ombord. Ja, det bliver intent mindre end hylende morsomt!
Pelle får som altid selskab af en lang række andre finurlige karakterer, som sammen skal synge, trylle og danse sig igennem underholdningen på skibet, der aldrig sover.
Velkommen ombord!
Bag om Pelle
I 2020 fik revyfiguren Pelle sit helt store gennembrud på sociale medier, da hans nytårstale fik over tre millioner visninger og 70.000 delinger på Facebook. Harsk samfundskritik og -satire strømmer gennem den populære ”fem og et halv år gamle” Pelle, når han med sit barnesprog gengiver de samtaler, han overhører sine forældre have om alt fra coronaregler, fodbold over påske til krigen i Afghanistan.
Pelle kom oprindeligt til verden i 1989 under navnet Svend-Bent, da Trine Gadeberg arbejdede som pædagogmedhjælper og fik opsnappet guldkorn af børnene i institutionen. Efter kort tid blev Svend-Bent til en reel revyfigur, som optrådte i lokalområdet. Pelle, som vi kender i dag, blev dog til under Kerteminderevyen i 2017 og året efter sluttede Kasper Le Fevre sig til som tekstforfatter på figuren.
Pelle har sidenhen fået et mere politisk satirisk udtryk – og med et glimt i øjet sætter Gadeberg og Le Fevre fokus på, hvordan børn opfatter den måde, voksne taler til og med hinanden om samfundsaktuelle emner. I 2018 fik Trine Gadeberg ”Årets Revykunstner”, også kendt under navnet ”Årets Dirch”, for rollen som Pelle.
”Pelle lever i en verden, hvor voksne mennesker har mange meninger om, hvordan livet skal leves og ikke mindst, hvordan landet skal ledes. Pelle er derfor på mange måder et sandhedsvidne i den kyniske verden, vi lever i. Tonen har ikke før været så modbydelig og hård blandt voksne, som den er lige nu, og det forholder Pelle sig helt barnligt og åbenlyst til”, fortæller Trine Gadeberg.