Velkommen til Vejle Musikteaters podcast, Backstage, hvor du helt eksklusivt kommer med ind bag kulisserne i Trekantområdets største musikteater.
Her møder du stjernerne og medarbejderne. Og du får adgang til historierne og inside-fakta fra “maskinrummet”.
Du finder altid de nyeste podcast-episoder her på siden og på Spotify, Podimo, Apple Podcast, Pocket Cast & Overcast. Lyt med lige præcis hvor og hvornår du vil.
Vi lægger løbende nye episoder op!
Studievært: Jesper Maigaard / Teknik: Bertil Feld / Redaktør & manus: Søren Huld
Har du input, spørgsmål eller kommentarer? Så skriv gerne på mail: sorhu@vejle.dk.
Backstage: Podcast-episoder
#26 Alban Lendorf: Kongeligt ballettalent med discofeber
Ét af Danmarks største ballettalenter, Alban Lendorf, ‘taler ud’ om det at være et vidunderbarn fra Det Kongelige Teaters berømte Balletskole. Og om en flot international karriere, som han kun lige nåede at danse først akt af, inden slidgigt pludselig overskyggede den flotte balletkarriere.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Hør også om, hvordan Alban på imponerende vis har formodet at ‘genstarte’ sin karriere, og ikke mindst at finde et nyt ståsted med kreative projekter som skuespiller og danser i TV, shows, skuespil og musicals. I Vejle Musikteater har vi allerede haft fornøjelsen af Albans’ kæmpe talent i musicals som Dirty Dancing (juni 2023) og juleshowet Dance Ballerina Dance (julen 2023). I efteråret 2024 deler han hovedrollen, som Tony Manero, i musicalen Saturday Night Fever i Vejle Musikteater sammen med Silas Holst.
#25 Wulffmorgenthaler: Et kreativt springvand med gak og løjer
Hvad får du, hvis du parer en stand-up-komiker med en tegner? Du får et kreativt springvand – aka Mikael Wulff og Anders Morgenthaler. I ca. 20 år har de lavet skæv komik på deres helt egen unikke måde. Hold på hat og briller. I denne episode får Wulffmorgenthaler frit lejde.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Hør om alle deres skøre påfund om venskabet samt ikke mindst om deres nyeste påfund/show: Femlingerne møder dinoen Leif, et familie comedyshow, som du selvfølgelig også kan opleve i Vejle Musikteater.
#24 Daimi: En levende legende i dansk showbizz – DKs første talentkonkurrence-stjerne
Vi mødte Daimi i Vejle Musikteaters hyggelige backstage-område, og fik en skøn snak med en lattermild Daimi med stor fortællelyst. Glæd dig til at høre om en fantastisk karriere i under-holdningsbranchen. Hør om alle de store personligheder, som Daimi har arbejdet sammen med i sin lange karriere. Dirch Passer, Preben Kaas, Bent Fabricius Bjerre, Jørn Grauengaard m.fl.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Faktisk var den 80-årige Daimi gået på pension, men så opstod muligheden for at spille rollen som fru Fernando Møhge i ’Matador The Musical’ i 2024, som endte med at sælge over 110.000 billetter i Vejle Musikteater, Musikteatret Holstebro og One and Only Musicals i København til sammen.
Det stod ikke skrevet i stjernerne at Daimi, som opvoksede i Esbjerg, skulle leve af showbizz i mere end nu 60 år. Hun vandt DRs talentkonkurrence ’Vi Unge’ i 1961, som velsagtens var den første TV-konkurrence af sin slags på dansk jord. Det var faktisk hendes mor, som pressede på, ellers var Daimi nok vendt om igen på vej hen til ’Centralmagasinet’ i Esbjerg, hvor konkurrencen fandt sted.
#23 Gordon Kennedy: Mønsterbryder på de skrå brædder
Gordon Kennedy fortæller om en ret anderledes vej ind i underholdningsbranchen. Man kan godt kalde ham for ‘mønsterbryder på de skrå brædder’. Han kommer fx ikke fra kunstnerisk familie. Faktisk havde Gordon Kennedy stort set aldrig været på et teater før han søgte ind på skuespillerskolen på Aarhus Teater. Men han kom ind i første forsøg, hvilket er ret unikt.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Resten er historie. Han fik sit store gennembrud i DRs ungdomsprogram Transit i 1992 sammen med skuespillerkollegaen Timm Vladimir. Siden har medvirket i teaterforestillinger, film og tv-serier og revy. I 2007 fik vandt han årets Dirch, som er revy-genrens fornemste pris.
Han fortæller også om sin store begejstring for rollen, som Grisehandleren Oluf Larsen i ‘Matador – The Musical’ i Vejle Musikteater.
#22 Ivan Pedersen: Næsten 60 år i musikkens tjeneste
I denne episode har vi besøgt sangeren og komponisten Ivan Pedersen i hans hyggelige hjem på Samsø. Ivan byder indenfor til en spændende snak om et langt liv på scener i Danmark og i udlandet. Han kan nemlig snart kan fejre 60 år i musikkens tjeneste – og har på imponerende vis stadig en af det største rock-/popstemmer herhjemme.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Vi kommer omkring det meste i Ivans lange karriere. Lige fra pigtråd til Laban, over Melodi Grand Prix til solistårene. Ja, og så løfter vi også sløret for om det nu egentlig kan passe, at han var tæt på at blive forsanger i selveste Deep Purple? Og om han har optrådt i det filippinske Melodi Grand Prix? Og kan passe, at han en gang fik Stig Rossen til at græde?
Vidste du, at karrieren begyndte bag trommerne, og at den første store inspirationskilde i barneårene kom fra hans mor, som hjemme i køkkenet sang alle den tids store slagere og revyhits, samt sange fra samle- og højskolesangbogen. Samtidigt havde han en far som bl.a. spillede violin og sav. En musikopdragelse som Ivan selv kalder for en “socialdemokratisk musikopdragelse”.
#21 Hanne Boel: Danmarks bedst sælgende sangerinde nogensinde
Velkommen tæt på Hanne Boel. Vidste du fx, at hun er Danmarks bedst sælgende kvindelige artist nogensinde, og at hun er udannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1980, hvorefter hun studerede et år på det anerkendte amerikanske musikcollege ‘Berklee School of Music’ i Boston?
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Hanne Boel fortæller om rejsen til succes, om et hav af plader, hvor hun som korsanger stod i baggrunden, før hun endelig kunne slå igennem som soloartist med albummet Dark Passion i 1990. Det høstede hele 5 danske Grammy-priser (red. i dag er musikprisen omdøbt til Danish Music Awards). Gennembrudsalbummet indeholder kæmpehits som (I Wanna) Make Love To You, Light In Your Heart og If You Want My Body. Hun er med rette blevet kaldt ‘Danmarks Tina Turner’. Velkommen med til en hyggelig snak med Hanne Boel, når hun udfolder sin flotte og lange karriere.
#20 Birthe Kjær: Dronningen af dansktop er stadig på toppen
I denne episode bliver det næsten helt royalt, når vi tager en snak med Birthe Kjær, der jo som bekendt er den ukronede Dronning af dansktop. På en måde kan man sige, at hun nu har fået bevis på den fine titel fra øverste sted. Hun har nemlig for nylig modtaget Ridder af Dannebrogordenen af Kongehuset. Det er i sig selv flot, men hun er også den første der har modtaget den i dansktop-genren, og det er hun med rette også meget stolt af.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Birthe Kjær kan fejre mere end 50 år i underholdningsbranchen og har fejret 75 års fødselsdag, men har ikke planer om at drosle ned. Du bydes inden for til en spændende rejse i dansktoppens historie. Hør om opvæksten i Århus og debuten i Tivoli Friheden i samme by, den første udgivelse – som gik nummer 1. på Dansktoppens – hitliste, om alle de folkekære hits og om melodi grandprix og meget mere.
#19 Hele DKs musicalteater: Det strategiske samarbejde
Velkommen med ind i det strategiske maskinrum bag hele Danmarks musicalteater. For lige nu er Vejle Musikteater, Musikteatret i Holstebro og One and Only Musicals i København sammen de største aktører på musicalområdet i Danmark. Ingen andre i Danmark har så mange musicals i salg på samme tid og sælger så mange billetter. Her kan vi nævne titler som ‘Elsk mig i Nat’, ‘Grease’, ‘Dirty Dancing’, ‘Moulin Rouge’, ‘Matador’, ‘Saturday Night Fever’, ‘Strictly Ballroom’, ‘Karen Blixen’ og ‘Den eneste ene’. Få et unikt indblik i hvordan samarbejdet kom i gang og om alle de strategiske, taktiske og operationelle overvejelser.
#18 Rock i Byparken: Kom med bag kulisserne
Kom med bag kulisserne til Rock i Byparken. Mærk stemningen. Mød crewet i Vejle Musikteater og nogle af de dedikerende gæster til Vejle største musikfest. Få et unikt indblik i, hvad der sker i maskinrummet, når et arrangement af denne skala skal planlægges og afvikles.
Siden 2012 har familier, venner, naboer og kollegaer i Vejle og omegn hvert år nydt sommeren og de største danske musikstjerner i den hyggelige bypark midt i Vejle. Man kan næsten ikke vente til, at det igen bliver sommer i Byparken i Vejle.
#17 Matador: Velkommen med til første prøvedag
Kom med til pressemøde og første læseprøve på musicalen Matador. Mød bl.a. Executive Producer Jesper Winge Leisner fra One & Only Musicals, som fortæller om tilblivelsen af musicalen i samarbejde med Vejle Musikteater, Musikteatret Holstebro, Lise Nørgaard, Susanne Bier, Anders Thomas Jensen, Burhan G og Lise Cabble. Mød også Daimi, som spiller fru Fernando Møhge samt Gordon Kennedy, som spiller Grisehandler Oluf Larsen. Du skal også møde skuespillerne som skal spille Mads og Ingeborg Skjern, Hans Christian og Maude Varnæs, Tjener Boldt med flere. Ja, alle de elskede karakterer er med i musicalen. Her får du et første unikt indblik i skuespillerne og sangernes forventninger og tanker om at medvirke i ikoniske Matador. Det er første prøvedag, så alle er spændte og glæder sig til komme i gang!
#16 Anette Heick: I mesterlære i underholdningsbranchen
Mød Anette Heick til en samtale om en lang karriere på scener landet over, i TV og film m.m. Faktisk har hun underholdt næsten hele livet. Hun er datter af Keld og Hilda Heick så man kan sige, at hun helt fra barnsben har været i en slags mesterlære i underholdningsbranchen. Det vil hun gøre brug af, når hun spiller med i den originale musical Matador i Vejle Musikteater i foråret 2024.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Anette Heick deler sine tanker og forventninger til rollen i Musicalen Matador. Det er jo en titel, som de fleste danskere kender og har en holdning til. Hør også om om en karriere, hvor hun allerede har oplevet mere end hvad de fleste kan nå i en hel karriere i underholdningsbranchen. Hun har prøvet det meste og optrådt med de fleste. Faktisk drømte hun ikke om at gå i sine berømte forældres spor, men sådan blev det.
#15 Rasmus Bjerg: Kunstnerisk kamæleon
“Frisk” fra scenen i den smukke Store Sal i Vejle Musikteater, og musicalen Moulin Rouge, tog vi en snak med stjerneskuespilleren Rasmus Bjerg. I den fantastiske musical i Vejle Musikteater spiller han den flamboyante natklubejer Harold Zidler, som er en sand kamæleon med sine mange ansigter- fra den sjove charmerende karakter til den alvorlige – og lidt uhyggelige – personlighed. Ja, på en måde ligesom Rasmus Bjergs’ karriere har formet sig.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Rasmus er særdeles alsidig. Han fortæller om skuespilopgaver, som tæller komiske roller i P.I.S. (politiets indsatsstyrke), Mr. Poxicat og Cirkus Summarum, men også om de tunge roller på Det Kongelige Teater og film. Her åbner Rasmus desuden op om, at der kan opstå situationer, hvor han lidt bliver sat i ’bås’, “som ham den sjove”.Men nu kender publikum i den grad også Rasmus Bjerg fra den fantastiske rolle i Moulin Rouge i Vejle Musikteater, hvor han virkelig folder det alsidige talent ud – i én og samme rolle.
I denne episode løfter Rasmus sløret for, hvorfor Moulin Rouge The Musical er én af de bedst sælgende i Danmark lige nu. Den spektakulære scenografi og perlerækken af musikhit, som alle kender. Og så er det en enkel og fin historie. Publikum føler sig trygge, som han siger.
#14 Silas Holst: Talent, dedikation & familiemenneske!
I Vejle Musikteater er vi så heldige, at Silas Holst, som vel nok er den største musicalstjerne i Danmark lige nu, ofte har sin gang i musikteatret. Han spiller nemlig hovedroller i flere af vores musicals. Vi fangede derfor Silas backstage til en snak om ambitioner, familieliv, kærligheden til dansen, musicalfavoritter, arbejdsmoral, Vild med dans, fremtiden og meget mere.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Vidste du fx, at Silas har fået dansen, og kærligheden til at optræde, ind med modermælken i moderens danseskole? Her lærte han også den hårde arbejdsdisciplin at kende, som det kræver, hvis du vil gøre dig gældende som professionel underunderholder.
Silas fortæller også om at komme til et sted i sin karriere, hvor han hviler mere i sig selv og går egne veje, hvis rammerne bliver lidt for regelrette.
Selvom Silas er superstjerne i Danmark, så er han faktisk meget ydmyg, og vil helst ikke have for meget opmærksomhed. Det har ført til nogle ret store beslutninger i karrieren, som fx pausen fra med Vild med dans-programmet. Og så er han familiemenneske med stort F. Silas kører gerne sent om aftenen, efter en forestilling, fra den ene ende af Danmark til København, så han kan stå op med sine børn og følge dem i skole. Ja, og så kører han lige hele vejen tilbage til Vejle Musikteater igen – samme morgen!
#13 Rugekasse for talenter: Grease The Musical
Vejle Musikteater fejrer i 2023 30 års jubilæum med et brag af en musicalklassikker. Nemlig en ny-opsætning af GREASE. Publikum kan glæde sig til at opleve store kendte navne, som Silas Holst og Neel Rønholt. Men på rollelisten spirer også en masse nye unge talenter frem, som ikke altid er i spotlight. Derfor er det netop to nye unge talenter fra musicalen, som der er “spot” på i denne episode. Glæd til at møde stortalenterne Nanna Rossen, som spiller “Jan”, og Linea Høegs, som spiller “Patty Simcox”.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Vi tager en snak om musicallivet, som fremadstormende talent, i en branche, hvor der er “kamp” om de gode roller. Ja, når muligheden for at spille med i stor produktion, som Grease, byder sig, så kan det muligvis åbne “døre” til en god karriere. Kom med bag om kulisserne og få indsigt i livet som kunstner og drømmene…
Nanna Rossen spiller rollen som ”Jan”. Hun er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia i 2019, og modtog desuden allerede i 2016 den prestigefulde pris ”Reumerts Talentpris” for sin rolle i musicalen ”Kinky Boots” hos Fredericia Musicalteater.
Linea Høeg spiler rollen som Patty Simcox. Hun er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia i 2021, og har allerede spillet med i flere professionelle musicals.
Grease The Musical har solgt imponerende flot i Vejle Musikteater, og kan tælle 15 stort set udsolgte forestillinger, når den spiller i perioden den 26. april til 7. maj 2023.
Efter premieren i København i marts høstede forestillingen allerede den ene flotte anmeldelse efter den anden. Så det bliver stort i Vejle!
#12 Lars H.U.G. & Troels Trier: I kunstens tjeneste for livet
I forbindelse med Vejle Musikteaters 30 års jubilæum i januar 2023, inviterede vi gæster og samarbejdspartnere til Åbent Hus-arrangement. Her kunne de mange fremmødte bl.a. opleve en fantastisk fernisering med Lars H.U.G. og Troels Trier, hvor de offentliggjorde unikke kunstværker, som de har skabt særligt til Vejle Musikteater. Værkerne pryder nu væggene i musikteatret. Vi inviterede naturligvis de to multi-kunstnere ind i vores podcast-studie til en snak om kunst, musik, livet og døden.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Som alle ved, så har både Lars H.U.G. og Troels Trier en lang karriere bag sig i den danske underholdningsbranche. Lars H.U.G lærte danskerne første gang at kende med succesgruppen Klihcé i slutningen af 1970’erne. Fra midten af 1980’erne ,og frem til i dag, har han med stor succes udgivet musik i eget navn, og har vundet flere musikpriser.
Når man siger Røde Mor, så siger man også Troels Trier! Multikunstneren har nu i en menneskealder underholdt danskerne med musik, gøgl og samfundssatire.
De færreste ved måske, at både Lars H.U.G. og Troels Trier også har udfoldet deres kunstneriske talent som kunstmalere. Det kan Vejle Musikteaters gæster nu opleve på første hånd! Vi er nemlig så heldige, at nogle af Lars H.U.G og Troels Triers flotte værker nu hænger og pryder væggene i Vejle Musikteater.
#11 Ane Høgsberg: Smittende humørbombe
I denne episode skal du glæde dig til at være i selskab med vidunderlige Ane Høgsberg. Mærk hendes dejlige energi og smittende positive humør samt kæmpe kreative talent. Hun kan skrive flere titler på CV’et. Fx forfatter, podcast- og TV-vært, selverklæret feminist og selvfølgelig komiker. Og så er hun vinder af prisen ”Årets Talent” i 2016, til Zulu Comedy Awards. Hun er en stor fan af musikeren Sebastian, som hun endda engang har sendt et fanbrev til. Bare så ved du det!
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Men få også et ærligt indblik i Anes vej ind på stand-up-scenen i en mandsdomineret branche, hvor hun var et kærkomment frisk pust. Og hør om de karrieremuligheder hun har grebet, når de bød sig. De var årsagen til, at hendes karriere for alvor blev skudt i gang.
Hun er også blevet ret gode venner med komikeren Jonatan Spang, som hun har lavet den populære podcast ”Voksenvenner” sammen med. Hvordan kom de på den idé og skøre titel? Og kommer der mon en ny podcast, som hedder ”Børnevenner”, nu hvor de begge har fået børn? Ligesom Ane også har skrevet bogen ”Baby Lyfe 101”, hvor hun deler du af sine erfaringer som mor.
Du får også en lille masterclass i stand-up-faget. Ane giver et spændende indblik i hvordan ”Stand Up” faktisk er et håndværk, som alle kan lære. Så nu er det bare om at komme i gang, hvis du går med drømme i den retning. Hun løfter også sløret for et helt ny TV-job, som hun snart skal i gang med.
#10 Anders Blichfeldt: The Show Must Go On
I denne episode tager vi en snak med guitarist, sanger/sangskriver og showman, Anders Blichfeldt. Vi kommer selvfølgelig omkring Big Fat Snake, sangene og tiden efter Big fat Snake. Det legendariske band spillede faktisk den sidste koncert i Vejle Musikteater, som også blev optaget til TV 2. Men samtalen tager også en personlig drejning, da Anders generøst deler ud om forholdet til vennen og musikeren Peter Viskinde, som han dannede Big Fat Snake med i 1990. Anders fortæller åbenhjerteligt om den forsoningsproces, som de to gamle venner var i gang med. Men så døde Peter pludselig.
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Denne episode kommer også til handle om fodbold og en kendt EM-sang til fodboldlandsholdet. Og om flere af de spændende projekter, som Anders nu er i gang med. For han er stadig en særdeles travl mand i showbizz i Danmark.
Og hold nu fast. Her er lidt funfact om Anders Blichfeldt. Han står bag, har vi ca. kunnet regne os frem til, 25 albums, 250 sange, 2.000 koncerter, over 1 million solgte albummer og mange flere streams, som det jo hedder i dag.
#9 Lasse Skriver – Tømrerlærling med X-factor
I denne episode er vi taget til København for at mødes med Vejles lokale sangtalent Lasse Skriver. Du kender ham nok allerede, som ham den talentfulde sanger/tømrerlærling, der tonede frem på Tv-skærmen i X-factor i 2021/2022. Her charmerede han det meste af Danmark. Han røg godt nok ud i en af de sidste runder, lige inden Live-showsene, men pladeselskabet Sony Music stod klar og hapsede straks stortalentet med en flot pladekontrakt. Så nu bor Lasse i København. Vi har derfor sat ham i stævne på hans bookingbureau i Frederiksgade i centrum af København – faktisk lige ved siden af Dronningens kendte adresse.
Her kan du læse mere om det øvrige indhold i episoden
Lasse fortæller om hvordan det fantastiske musikeventyr begyndte. Han blev faktisk opfordret til at stille op i X-factor. En fra produktionsselskabet bag X-factor i Danmark havde nemlig set og hørt ham på YouTube. Og så gik det stærkt. Med X-factor, pladekontrakt og Danmarksturné.
Du kommer også til at høre om den store beslutning om at ”springe ud” som fuldtidssanger, og dermed at sætte tømreruddannelsen på standby. Men hvordan er det nye ”kendisliv” egentlig? Kan man egentlig undgå, at det stiger en lidt til hovedet, når hverdagen nu bl.a. består af at hænge ud med vigtige branchefolk og kendte, som bl.a. tæller en anden Vejle-kendis, nemlig Malte Ebert? Du kommer også til at høre om Lasses spændende drømme for fremtiden. Lasse lægger bl.a. vejen forbi hjembyen, Vejle, hele to gange med sin første Danmarksturné. Han besøger Vejle Musikteater allerede i december måned i 2022 og til foråret 2023. Den første koncert er i øvrigt allerede udsolgt!
#8 Stig Rossen – Danmarks store stemme
I denne episode har vi besøg af det folkekære multitalent Stig Rossen, som fortæller om sin mangefacetteret karriere. Vidste du fx, at han har medvirket i musicalen Les Misérable over 1530 gange og, ikke mindst, nok er indehaver af flest besøg og optrædener i Vejle Musikteater? Og at han har gjort selveste James Bond, Daniel Craig, ret misundelig?
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Glæd dig til at høre Stig Rossen levende fortælle om alt fra Melodi Grand Prix, og et landskendt araberspring, til Disney-indspilninger samt store musicalroller. Han kommer også ind på tilblivelsen af More Jacks og om sit forhold til den ikoniske sanger Flemming ”Bamse” Jørgensen. Du skal selvfølgelig heller ikke snydes for at høre om de landskendte julekoncerter, som han i 2022 besøger Vejle Musikteater med for otteogtyvende år i træk! Nå ja, så får du også lige historien om dengang han faldt i søvn på scenen i musicalen Les Misérable.
#7 Vejle Musikteater fylder 30 år i 2023 – sneak peek til nogle af forberedelserne
I denne episode løfter musikteatrets direktør, Mette Kier, lidt af sløret for de spændende forberedelser der lige nu foregår bag kulisserne i forbindelse med fejringen af Vejle Musikteaters 30 års jubilæum i 2023. Og helt eksklusivt løfter hun også sløret for musiknavnene til Rock i Byparken 2023, hvor der er valgt navne fra øverste musikhylde! Du kan godt begynde at glæde dig. 2023 bliver helt fantastisk i Veje Musikteater.
#6 Helge Engelbrecht – Danmarks entreprenante spillemand fejrer 50 års jubilæum
I denne episode har vi besøg af musikeren og komponisten Helge Engelbrecht, som levende fortæller om sin 50 årige lange karriere, og om sin imponerende evne til altid at udvikle sine kreative spor. I år kan han nemlig fejre 50 års jubilæum, hvilket blandt andet markeres med en koncert i Vejle Musikteater den 29. november 2022 med Neighbours & Friends.
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Helge fik det helt store folkelige gennembrud i det danske melodigrand prix på nationalt TV i 1987. Sammen med Anne Catherine Herdorf sang han sig ind i danskernes hjerter med vindersangen ”En lille Melodi”, som hele nationen sang med på i de år. Siden 1970’erne har han turneret landet tyndt, og har formået at udvikle sin karriere i nye spændende spor.
Hør om begyndelsen i 1970’erne, hvor han fx var med til at starte gruppen Fenders, til det store folkelige gennembrud i slutningen af 1980’erne over succesen med den populære gruppe ”Neighbours”. Glæd dig også til at høre om det ambitiøse kulturprojekt ”Musik i Mariehaven”, hvor Helges entreprenante evner i høj grad er årsagen til projektets store succes og betydning for lokalområdet i og omkring Ansager.
#5 Jacob Dinesen – Fødderne plantet i den jyske muld
Vi har besøg af selveste Jacob Dinesen . Vi kommer selvfølgelig til at snakke om seneste udgivelse, The Joker’s Hand, og koncerten i Vejle Musikteater den 28. oktober 2022. Men hør også om hvorfor Jacob kender Vejle Musikteater særdeles godt. Og om den “skøre” tradition med at løbe rundt på trapperne og gangene i Vejle Musikteater – under en koncert. Så ved du det…
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Men vi graver også et spadestik dybere. For hvordan er det at komme fra Tønder i Sønderjylland og tage skridtet ud på de store scener. For Jacob bor nemlig stadig i Jylland – med fødderne plantet i den jyske muld, ville nogen måske sige. Det kan måske lyde lidt kontrastfyldt og meget lidt rock’n’roll-agtigt? Men er det i virkeligheden kilden til successen for Jacob? At holde fast i det nære?
Og hvad med det der talent og/eller held? Hvad skal der til for at bryde igennem muren og opnå den bredde succes, som så mange musikere drømmer om? For er det egentlig ikke bare blevet sværere at bide sig fast som kunstner i dag og få en lang karriere i en, måske mere end nogensinde, omskiftelig branche (og verden). Så hvordan har rejsen været fra de små til de store scener? Og var det egentlig målet? Og hvad med den der fremtid? Skal Jacob ud på de internationale scener?
#4 Et grønnere musikteater – første grønne regnskab
Vejle Musikteaters Sous- og bookingchef, samt ESG-ansvarlige, Tor Futtrup, fortæller om musikteatrets grønne regnskab. Sporene lægges til et grønnere musikteater.
I denne episode kommer du også bag om nogle af de grønne indsatser, som er i støbeskeen – og dem som er implementeret. Ja, hør om musikteatrets spændende og ambitiøse grønne ambitioner samt målsætninger.
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Bonus i denne episode: Glæde dig også at tabe kæben, når Tor fortæller navnet på den verdensstjerne som skulle have givet en eksklusiv solokoncert i 2016 i Store Sal i Vejle Musikteater. Men så døde verdensstjernen kort inden den store offentliggørelse.
#3 Specialklassen – Impro i verdensklasse. Kasper Gattrup taler ud
Du kender sikkert impro-comedy-gruppen “Specialklassen”. De er bl.a. kendt fra TV med deres sublime optræden til Zulu Awards og Året der gak på TV2, samt deres comedyserie, “Hotel Zimmerfrei”, på DR2 – som i 2014 vandt prisen for ”Bedste Comedy-format” i Cannes. I 2020 udvidede de deres succes med et fast comedy-show på RADIO4. Ja, det går stærkt for den talentfulde impro-gruppe. Her hører du for første gang om hvordan den “skøre” idé til “Specialklassen” opstod i 2008, og ikke mindst om det spritnye show, “Intet Aftalt”, som du kan glæde dig til at opleve i Vejle Musikteater den 3. november 2022!
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Kasper Gattrup, 1/3 af den kendte impro-comedy-gruppe, fortæller åbenhjertelig om livet som skuespiller og om alle forberedelser til et impro-show hvor konceptet jo er, at hele manus ikke er aftalt på forhånd. Hør om hvad det kræves af de tre impro-skuespillerne, som udover Kasper Gantrup også tæller Rasmus Søndergaard og Kasper Le Fevre, når de “kaster sig ud foran publikum”, og skaber et show i verdensklasse “på stedet” – helt live. En ret modig og krævende bedrift, vil de fleste nok sige. Kom med bag kulissen, når Kasper Gattrup deler ud af hemmelighederne, idéfabrikken og alle forberedelserne til et impro-show i verdensklasse.
#2 Strategi under en pandemi, men nu skinner solen igen – mød musikteatrets direktør, Mette Kier
Nu har du chancen for at komme tæt på Vejle Musikteaters direktør, Mette Kier. Hun tiltrådte i stillingen i august 2019. Efter kun godt et halvt år i direktørstolen ramte COVID-pandemien. Lyt med og få indsigt i hvordan man navigerer et musikteater under en pandemi, hvor selve forretningsgrundlaget – at mennesker kan samles og nyde fællesskabet om kulturoplevelser – er udfordret.
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Hør også om hvordan Vejle Musikteater er i gang med at genrejse sig, og nu udlever en ny og spændende strategiplan for Trekantområdets største musikteater. Og så giver Mette sin personlige forklaring på hvorfor hun bare elsker jobbet i musikteatret og kulturbranchen. Samtidigt åbner hun også op for historier (som måske er hemmelige) fra det spændende liv bag kulisserne i musikteatret.
#1 Lea Thiim Harder & Szhirley – Mød musicalstjernerne fra musicalen Elsk Mig i Nat
Musicalsuccesen Elsk mig i nat spillede for fulde sale i Veje Musikteater i maj måned 2022. I den forbindelse fik vi stjernebesøg i studiet af Szhirley og Lea Thiim Harder – to af de bærende hovedroller i musicalen. De er samtidigt blandt de mest benyttede og talentfulde musicalstjerner herhjemme.
Her kan du læse om det øvrige indhold i episoden
Du får indsigt i hvad det kræves for at spille med i en stor professionel musicalproduktion og dermed at være med i musical-superligaen. Samtidigt snakker Szhirley og Lea åbenhjerteligt om deres personlige vej til toppen i en ofte konkurrencepræget underholdningsbranche – om deres største succeser, og hvad der måske gik mindre godt.
Hvis du går med en lille musicalstjerne i maven, så lyt endelig med. Her får du helt eksklusivt do’s and don’ts fra første række. Og ikke mindst, så finder du ud af hvorfor Szhirley og Lea er vilde med at optræde i netop Store Sal i Vejle Musikteater – Danmarks smukkeste sal.