Anders Grau

  • Anders Grau
  • Dato 16.
    september
    2026
  • Tid 19.00
  • Sted Vejle Musikteater - Lille Sal - Jacob Gade Salen
  • Pris 315 kr.
  • Genre Show, Stand-up
  • Arrangør Vejle Musikteater
  • Pladstype Unummererede pladser

Der er komisk Afregning ved kasse 1, når Anders Grau tilbyder sin service som guide ind i danskernes forbrugersind i sit nye stand up-show, som fylder Vejle Musikteater


Showet Afregning ved kasse 1 bliver langt fra lige så hårdtslående som det lyder. Eller måske gør det? Det er i hvert fald nærmest tørre tæsk man skal finde sig i som forbruger i dagens Danmark.

Inflationen raser, portionerne kræver efterhånden lup for at man kan få øje på dem, og kødpålæg kommer sjældnere og sjældnere på tilbud. Betragt showet som en form for gruppeterapi, hvor vi tager de traumer vi dagligt pådrages, når vi skal af med vores surt tjente sparepenge, under kærlig behandling.

Vi ved godt, vi heller ikke er for gode selv. Vi forbruger for at trøste os selv, mens vi burde forholde os til livet, og vi nyder at lade os forføre og overbeviser os selv om, at 30% på den vare vi ellers havde besluttet os for, at vi ikke manglede, gør, at den nu er en absolut livsnødvendighed – særligt fordi, hvis den ryger i den virtuelle indkøbskurv, så er fragten gratis, og pludselig tror vi selv, at vi opfører os fornuftigt. Ja, vi skal også se os selv i øjnene, og Anders Grau tilbyder sin service som guide ind i forbrugersindet.

Som forbruger er Anders Grau ekstremt fejlbarlig. Men det er et omdrejningspunkt i hans liv – særligt fordi hans tilværelse er – om noget – dagligdagspræget, og de største dramaer som regel udspiller sig et sted mellem indgangen og selvscanningskassen.

Showet er blottet for moraler, men til gengæld tager vi et kig på en række hverdagssituationer og tanker herom, som vi nok alle kan genkende, dog set igennem brillerne på et menneske, der måske tænker lidtekstra (og ja måske lidt for meget) over, hvad der sker under dagligvarekøbene.

Anders Grau er, på trods af sin særegne stil på standup-scenen, lidt af en komisk blæksprutte, der har haft fangarmene i stort set alle komiske genrer. Han har igennem de senere år både fungeret som kikset vejrvært på DR2, irriterende graver i tv-serien Minkavlerne og på slap line i underholdningsprogrammet Kongens Efterfølger på TV2.

Vi ses ved kassen!

  • Del siden: