Du kan godt begynde at øve dig på teksten til ”Total Eclipse of the Heart” og ”Holding Out for a Hero”, for den 27. februar fylder Bonnie Tyler Store Sal i Vejle Musikteater
Med sin genkendelige, hæse stemme har 80’er-ikonet Bonnie Tyler leveret æradefinerende megahits, og hun har til dato solgt over 100 millioner albums.
Sangerinden, der voksede op i Skewen, en lille landsby nær Swansea i Wales, er i dag kendt over hele verden for sine melodiøse kærlighedssange og karakteristiske stemme.
Hun står bag en lang række hitsingler, herunder “Total Eclipse of the Heart”, “It’s a Heartache”, “Holding Out for a Hero”, “Lost in France”, “More Than a Lover”, “Bitterblue” og “If I Sing You a Love Song”.
I sin 50 år lange karriere har Tyler optrådt for publikum i lande over hele verden, og hun har nydt kritikerros for sine albums Rocks and Honey (2013) og Between the Earth and the Stars (2019).
Hendes seneste studiealbum The Best Is yet to Come udkom i februar 2021 og repræsenterer ligeledes en moderne tilgang til lyden fra 80’ernes poprock. Samme år udgav hun opsamlingsalbummet The East West Years 1995-1998, og i 2024 udkom livealbummet In Berlin (2024).