Danmarks ukronede konge af det akavede er tilbage i Vejle Musikteater
I foråret 2027 tager Frank Hvam sit nye show DSK med til Store Sal.
Det er et stykke tid siden Frank sidst stod alene på scenen. Tiden er gået med Klovn, badminton programmer, podcast, Minkavlerne – og et næsten to år langt ophold i New Zealand med familien. Men nu vender han tilbage til de små teatre, som han holder så meget af. Der er ikke noget bedre end at hygge sig med jokes i en fyldt sal.
”Jeg har valgt mange små scener og nogle få store. For mig er det vigtige, at de er intime og hyggelige. Jeg synes stand-up fungerer bedst, når vi kan mærke hinanden. Det betyder noget for kvaliteten.”
DSK er et klassisk stand-up show om pres både på nationalt og personligt niveau. Spækket med jokes og nye erkendelser.
“Jeg er 55 år og tiltagende irrelevant. Det giver en vis frihed til at være ærlig. Det er en katastrofe i privat regi, men det pureste guld på scenen.”
Frank er tilbage på stand-up live scenen og tager fat, hvor han slap: lidt for ærlig og lidt for upassende.
DSK Ja, hvad står det for? Det må du ind og finde ud af min ven. Det er en comedy tour og det er stand-up, resten finder vi ud af undervejs.
Bliver det groft? Ja ja … Bliver det sjovt? Ja, ja …
Anbefalet alder: 18 år +
Fotograf: Joachim Ladefoged