Hunnis juleshow & børnerock … også for de voksne! Syng med, når Mattias Hundebøll kommer til Vejle Musikteater
“Jeg kan mærke at både børnene og os forældre trænger til noget musik, som vi kan samles om. Noget der både er ægte, nærværende og sjovt! “
Mattias Hundebøll har indledt sin egen lille børnemusik-revolution, og erklæret KRIG imod alt det musikalske skrammel, som børn bliver spist af med i dag. I 2024 udsendte han albummet M/S Drømmeskibet i samarbejde med Museet for Søfart. En samling nyskrevne børnesange fyldt med eventyr, drømme, skumsprøjt og hajer. Og i 2025 udgav han to albums: Hunni for pokker og Hunni & de små (Sony Music Danmark).
I foråret fyldte Mattias cafeen i Vejle Musikteater med både musik, højt humør og en masse børn. Og nu vender han tilbage for at rocke julen i gang i forbindelse med 1. søndag i advent og årets juletræstænding.
Det bliver med en blanding af kendte julesange og selvfølgelig også de bedste af Mattias’ egne syng-med-i-vilden-sky-hits!
En unik oplevelse for både store og små musikelskere, leveret med glimt i øjet, nærværende fortællinger og plads til både store følelser, store armbevægelser, store omkvæd og store grin.
Vruf vruf vruf!!!!!