Søndag den 2. november inviteres kræftpatienter og pårørende til arrangementet Lys i Mørket, der i år er en særforestilling af den roste Fame The Musical med bl.a. Silas Holst, Annette Heick og Anna Munch.
Sådan køber man billet
Billetterne kan købes med et betalingslink/QR-kode via en flyer, som uddeles og ligger i Kræftafdelingen på Vejle Sygehus samt i Kræftpatienternes Hus i Vejle. Arrangementet arrangeres for kræftramte og op til 3 pårørende/venner.
I Vejle Musikteater har vi både ambitioner om at skabe vækst og styrke det gode liv i dets forskellige faser. Vi vil gerne give mere, end vi tager, og den 2. november inviterer vi igen til arrangementet Lys i mørket.
Det gør vi for at give tilbage til det lokalsamfund, som støtter os så mærkbart, at vi har rekordmange gæster, fortæller direktør i Vejle Musikteater, Mette Kier.
“Det går rigtig godt i Musikteatret. Derfor vil vi gerne give noget tilbage til lokalsamfundet og til dem, som har brug for et lys i mørket. Vi ved, at det er vigtigt at have noget at se frem til, når livet bider. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi gerne igen i år ville tilbyde kræftpatienter og deres pårørende en oplevelse, hvor de kan lade sig opsluge af den magi, kulturoplevelser sender ud over scenekanten,” siger Mette Kier.
Lys i mørket blev afholdt med succes for første gang sidste år. Arrangementet er resultatet af et tværgående samarbejde mellem Vejle Musikteater, Vejle Sygehus og Kræftpatienternes Hus. Det er støttet af Middelfart Sparekasse, Spar Nord Fonden og Nordea-fonden.